Lokalsamfundet


Hundredvis af besøgende strømmede til, da der blev afholdt et fakkeloptog i Rosenhøj 11. marts 2022. Målet var at mindes Søren Sønderup Koch, som brat blev frarøvet livet, da han tilfældigt besøgte området få dage tidligere.


Fakkeloptoget blev iværksat af en beboer i Rosenhøj, Anne Sølvbjærg. Hun ønskede at mindes den unge mand og samtidig vise, at beboerne i området står sammen og ikke vil acceptere vold og utryghed i deres nabolag.

Deltagere i fakkeloptoget var bl.a. lokale beboere fra Rosenhøj, familiemedlemmer, venner, borgmester Jacob Bundsgaard, byrådsmedlem Jesper Kjeldsen, elever og lærere fra VIA University College, hvor 21-årige Søren Koch læste til Bygningskonstruktør samt beboere fra Tranbjerg, hvor han kom fra.


Mange århusianere har ydermere støttet Sørens familie og minde ved at donere penge til en indsamling, som bl.a. er gået til Sørens mindeplads på Tranbjerg Kirkegård.


”Vi er blevet mødt med så megen varme fra så ufatteligt mange sider. Det har hjulpet os i en svær tid, og vi er taknemmelig for den omsorg,” fortæller familien.