Som yngre mødtes Søren og jeg altid efter skole for at træne lange afleveringer og jonglere med fodbolden. Når vi ikke spillede fodbold udenfor, så spillede vi det indenfor (Fifa). Senere konkurrerede vi i discipliner som badminton, Racehall og hvad vi ellers kunne komme i nærheden af. Vi var begge konkurrencemennesker. Da jeg begyndte i gymnasiet, og Søren gik i lære som elektriker, festede vi tit sammen. Mine nye gymnasievenner blev også Sørens venner. Søren var der altid for sine venner. Hvis han ikke selv skulle i byen, så kunne vi altid ringe til ham, hvis vi missede natbussen. Han hjalp os også med at komme på plads i vores lejlighed: Hænge billeder op, købe materialer ind, hænge lamper op osv. Han endte med at være færdig kl. 03 om natten og tog alligevel til træning kl. 06 den efterfølgende morgen. Det eneste han krævede som betaling for hjælpen var en rullekebab. Vi drenge er blevet bedre til at snakke med hinanden, og har fået fokus på at mødes og lave ting sammen, efter Sørens død. Vi tog bl.a. på en vandretur, som vi havde talt om at tage på med Søren. Vi har også lært, at man altid skal skilles som venner. Man ved nemlig aldrig, hvornår det er sidste gang man siger farvel.
- Simon Dyhrberg. Har kendt Søren siden børnehaven. Gik i samme klasse gennem folkeskolen og spillede fodbold sammen

Søren var en af de få venner, som jeg kunne lave alt sammen med – f.eks. lave mad sammen, træne sammen eller bare nyde hinandens selskab på sofaen eller i haven. Jeg nød hans selskab HVER GANG. Og jeg savner hans glade og positive væsen. Et særligt minde var, da vi tog på vores første skiferie sammen tidligt i vores venskab – turen banede i øvrigt vejen for et FANTASTISK venskab gennem 8 år. På skiferien aftalte vi at få lavet en tatovering sammen, men vi fik det aldrig gjort. Den tatovering har jeg nu fået lavet, som et evigt minde. Min bedste kammerats ubegribelige død har lært mig, at livet ikke er retfærdigt. Og man ikke ved, hvornår det er slut.”
- Michael, ”Barle”, som har kendt Søren siden 8. klasse

Da vi var yngre kunne vi bruge hele weekender på bare at spille FIFA og have vores egen fest. Disse dage står tilbage som nogle af de bedste minder fra min barndom. Senere brugte vi meget tid sammen på fodbold, fester og fitnesscenteret. Søren har lært mig meget. Han var uden tvivl den mest hårdtarbejdende, fokuserede og disciplinerede person, jeg nogensinde har mødt. Og et meget ægte og oprigtigt menneske. Søren var bare altid Søren - præcis den samme glade, energiske og varme fyr, uanset om han talte med gamle venner eller mennesker, som han lige havde mødt. Sidst men ikke mindst, så var han den mest loyale og hjælpsomme ven, man kunne forestille sig. Man vidste altid, hvor man havde Søren og at han altid var parat til at hjælpe dig. Om han skulle bruge timevis på at hænge elektronik op i alle vennernes lejligheder, eller om han skulle bruge halvdelen af sin skiferie på at snegle sig ned ad pisten sammen med os nybegyndere, så gjorde han det uden at tænke to gange. Vi kommer i den grad til at savne hans skøre input og energiske jeg i vennegruppen
- ”Ralle”, som mødte Søren i fodboldklubben AIA Tranbjerg, da de var 5-6 år gamle

Vi trænede sammen, vi arbejdede sammen og vi festede sammen. Søren havde et stort konkurrencegen og ville være den bedste og første. Jeg vil huske ham som en glad mand, som altid spredte godt humør, var omsorgsfuld og ville det bedste for alle. Han var samlingspunktet i vores vennegruppe, og han var god til at planlægge. Det var altid ham, som tog initiativ til at skrive og spørge, hvornår vi skulle ses igen.  Nu bagefter hans død tænker jeg på, at man skal huske at værdsætte de mennesker, man har omkring sig. Man ved aldrig, hvad fremtiden bringer 

- Youssef, som har kendt Søren siden 2. klasse i folkeskolen

Søren og jeg boede sammen og lavede mange ting sammen: Trænede, så serier/film, spillede golf, spillede FIFA osv. Første gang jeg var på skiferie, var det sammen med Søren og en anden ven. Jeg havde overhovedet ikke stået på ski før, men Søren lovede mig, han nok skulle lære mig det. Og han levede op til sine løfter: I tre 3 dage stod han bag mig og hjalp og støttede mig, hver gang jeg faldt. Til sidst kunne jeg selv. Han var aldrig sur, irriteret eller utålmodig. Vi havde en fantastisk tur, og jeg har altid været taknemmelig over, at han kunne tilsidesætte sine egne behov for at hjælpe mig, selvom han også var på ferie. 

Sørens død har vist mig, at retfærdighed ikke findes. Ligegyldigt hvilken straf den kujon får, som skød Søren, vil det aldrig ændre på, at Søren ikke er her længere.
- Anders ”Strøm”, har kendt Søren siden 2015

I 2019 holdt jeg studenterfest sammen med vores ven, Simon. Vi havde lejet et telt med lyskæder, som skulle være aftenens eneste lyskilde. Pludselig kortslutter lyskæden og lyset er væk. Simon og jeg er HHX-studenter og aner faktisk ikke vores levende råd, men heldigvis er Søren med som gæst. Han har masser af praktisk knowhow og var netop i gang med uddannelsen til elektriker. Resolut går han i aktion, da lyset forsvinder: Han sporer hurtigt en defekt ledning, sprinter 2 km hjem til sin far for at hente en ny ledning og sprinter retur til teltet. Med sig under armen har han i øvrigt to andre lyskæder – just in case – og han ender med at redde festen.

Han var ALTID klar til at hjælpe andre, og det var underordnet, hvad det krævede. Han tilsidesatte også gerne egne behov, og var altid villig til at gå den sidste mil for at gøre andre glade. Det er netop eksempler som disse, som vil være klarest i min erindring, når jeg mindes Søren. Vores forhold var helt specielt og jeg er utroligt heldig, at jeg har haft dette særlige venskab, som strakte sig fra barndommen til ungdommen.

(Mathias, ”Onkel”, kender Søren fra folkeskolen og 14 år i Tranbjerg fodboldklub).

Se også disse lommefilm, som viser Søren i festligt lag.